Vores reaktionsmønster opstår som forsvar mod svære følelser eller grænseoverskridende situationer helt tilbage fra barndommen – fra dengang vi endnu ikke havde nogen sunde strategier, der kunne træde i stedet.

Vi har alle sammen et barn inden i os. ”Det indre barn” kalder nogle terapeuter det som et billede på de dele af vores psyke, der på grund af smertefulde, uforløste oplevelser er gået i stå. Minder kan

man også beskrive det som – ofte gemt væk fra vores bevidste jeg – minder, der fastholder os på bestemte udviklingstrin, på trods af at vi på andre områder for længst har udviklet os meget langt.

Det indre barn stikker hovedet frem, når vi befinder os i situationer, som fremkalder de samme – endnu uforløste – følelser som dengang. Barnet vil gerne beskytte os mod oplevelser, der aktiverer

mindet om det smertefulde sår, vi stadig har, og fordi barnet bliver ved med at blande sig, igen og igen, har vi ikke lært at håndtere visse situationer på en voksen måde: med den evne, vi ellers plejer at have til for eksempel at skabe overblik, være tålmodige med andre eller være gode ved os selv. Nuancerne forsvinder. Det kan føles, som om man ikke har nogen kontrol.

Og i stedet for at håndtere det, vi står overfor, på den måde vi ellers har lært at løse konflikter på som voksne, vender vi tilbage til et gammelt reaktionsmønster. Alt efter hvad vi har haft af strategier i barndommen, kan det være, vi bruger vrede som forsvar, eller at vi beskytter os selv ved at trække os tilbage.

Lær at inddrage omsorg for dit indre barn

Med denne visualiseringsøvelse kan du lære at drage omsorg for dit indre barn.

1. Find pen og papir frem. Sæt dig til rette på en stol et roligt sted, og luk øjnene.
2. Træk vejret dybt, og mærk din krop og den stol, du sidder på. Fortsæt først med næste trin, når du mærker, at du er faldet tilro. Kommer der forstyrrende tanker, sender du dem blidt videre.
3. Fokuser på dit hjerte. Forestil dig, at der bag ved dit hjerte, ud gennem ryggen, strækker sig en vej lige så langt ud i horisonten, som du kan se. Forestil dig, at du begynder at bevæge dig ned ad vejen.
4. Forestil dig nu, at du på vejen møder flere udgaver af dig selv. De står på en lang række, forrest ser du dig selv med den alder, du har nu, personen bag ved er også dig, men et år yngre, og så videre. Allerbagerst finder du dig selv som baby.
5. Bevæg dig langsomt ned ad vejen, og mød blikket hos alle. Vær opmærksom på, hvornår du møder en, som du har brug for at stoppe ved. Måske 15-årige dig eller treårige dig? Stop op, og observer hendes tilstand, hendes udtryk, hendes udstråling. Er hun ulykkelig? Vred? Tvivlende? Kig hende i øjnene, og prøv virkelig at sætte dig ind i, hvordan hun har det. Bed hende vise dig den verden, hun lever i.
6. Tag hendes hænder, og spørg, hvad hun har allermest brug for. Måske vil hun have et knus? Tal med hende, og forsikr hende om, at du vil gøre dit bedste for at give hende det, hun har brug for. Inden du tager afsked, siger du: ”Jeg elsker dig, jeg er hos dig.”
7. Fortsæt sådan, til du når ned for enden af vejen, og vend om. Sid et øjeblik: Hvilke følelser har du i kroppen? Åbn så øjnene, og skriv dine tanker ned om det, du har oplevet.