Vores svære følelser får ofte lov til at leve et skjult liv, fordi vi skammer os over dem, men det er præcis der, hvor vi er sårbare, og hvor det somme tider gør ondt, at vi har det største potentiale for at vokse.

Som terapeut har jeg mødt hundredvis af kvinder, der igen og igen overvældes af svære sammenstød med folk tæt på dem, konflikter, som – ifølge dem selv – skyldes, at ”jeg er for meget”.

De kommer i terapi, fordi de oplever, at der er noget galt med dem: at de er forkerte, at de fejler, at de reagerer med for stor kraft. Når kvinderne fortæller om deres udsving og reaktioner, er det tydeligt, at de er dybt skamfulde over sig selv, og det er i disse samtaler, det er gået op for mig, hvor meget skam der klistrer sig til os og vores følelser.

Skammen holder os fast i en stærk følelse af forkerthed og usikkerhed. Og bidrager dermed yderligere til afvisningen af os selv, ligesom den skaber endnu større følelsesmæssig ustabilitet. Præcis derfor er det vigtigt, at vi deler vores oplevelser og tanker med hinanden. Jo mere vi normaliserer alle slags indre tilstande, desto mindre forkerte føler vi os.

Skamfulde følelser er slet ikke skamfulde, men helt normale. Det er sundt at lytte til sine grænser, at sætte dem over for andre og i det hele taget at give udtryk for de behov, man har. Rå og voldsomme følelser, som vi siden barndommen er blevet socialiseret til at undgå, er ikke forkerte. De er en del af vores følelsesliv, af vores forsvar og naturlige reaktionsmønster, men vi skal lære at leve med dem på en måde, der gør os stærke frem for usikre; forstående over for os selv frem for undertrykkende og modige frem for skamfulde.

Jeg ønsker inderligt, at vi kan stoppe med at skamme os over den psykiske bagage, vi alle har med os. Vi har ikke selv valgt den. Skammen er det, der holder os fra at vedkende os selv, og hvordan vi er i verden, og dermed sætter den en stopper for vores udvikling. Det, der holder os fra at dele vores problemer – eller bede om hjælp til at håndtere dem – er skam, og vi bliver nødt til at lære at elske, eller i det mindste rumme og acceptere, vores historie. Hele det menneske, vi hver især er.